Afkast i toppen af markedet igen i 2020

27-01-2021

2020 var på mange måder et usædvanligt hæsblæsende investeringsår. Men på i hvert fald et punkt var året som de fleste af de seneste år: Velliv har også i 2020 leveret afkast i toppen af pensionsmarkedet til glæde for vores mange kunder i VækstPension.

Markedets bedste afkast til VækstPension-kunder

Vellivs kunder med VækstPension Aktiv Mellem risiko og 15 år til pension har i 2020 opnået et afkast på 9,7 pct., mens tilsvarende kunder med VækstPension Index fik et afkast på 8,6 pct. Dermed har disse kunder opnået nogle af markedets bedste afkast i 2020. Du kan se et nærmere overblik over de forskellige afkast for 2020 blandt det forskellige pensionsselskaber: 

Pensionsselskabernes afkast i 2020

Livscyklusprodukter med moderat risiko og 15 år til pension

Pensionsordning Afkast
AP Active, 15 år 9,76
Velliv VP Aktiv Mellem Risiko, 15 år 9,67
Velliv VP Index Mellem Risiko, 15 år 8,59
Danica Balance Middel risikoforløb, 15 år 8,5
AP Bæredygtig, 15 år 7,75
Pædagogernes Pension Livscyklus, 15 år 7,73
PensionDanmark Livscyklus v. 50 år 7,36
Skandia Livscyklus Mellem Risiko, 15 år 6,91
Sampension 3 I 1 Livspension, 15 år 6,64
PFA + Profil C, 15 år 5,38
Industriens Pension v. 50 år 5,34
TopDanmark 5,3

Anm: AP Pension har ejet Skandia siden indgangen til 2019

Kilde: Finanswatch, på baggrund af data fra Morningstar,

se https://finanswatch.dk/Finansnyt/Pension/article12688290.ece

Flere store begivenheder

De gode afkast kommer på baggrund af en usædvanlig mosaik af store begivenheder, der alle har stor betydning for de finansielle markeder. En pandemi, økonomiske hjælpepakker af en hidtil uset størrelse i fredstid, handelskrigen mellem USA og Kina, præsidentvalget i USA og en uafklaret Brexit-situation, hvor det meste af juleaftensdag skulle tages i brug for at få en aftale i hus efter ti måneders forhandlinger, og kun syv dage før briterne trådte ud af EU’s indre marked og toldunion.

Da året begyndte, var arbejdsløsheden i USA på det laveste niveau i 50 år. Få måneder senere lå arbejdsløsheden på det højeste niveau i 80 år.

"Vores investeringer er bredt sammensat til at kunne klare de store udsving på finansmarkederne. Så vi var forberedt på, at det uventede kunne ske – også en pandemi, som ingen havde forventet ved årets indgang. Derfor har vi opnået et tilfredsstillende investeringsafkast i et ganske begivenhedsrigt år," fortæller investeringsdirektør i Velliv, Anders Stensbøl Christiansen.  

Hjælpepakker havde afgørende betydning

At året skulle ende med positive afkast af denne størrelse, var der ikke udsigt til sidste forår.

De globale aktier faldt brat med mere end 20 pct. fra toppen i februar ikke mindst under indtryk af Corona-situationen. Aldrig tidligere er der set så store fald på så kort tid. Bredt set havde pensionskunder med markedsrenteprodukter i slutningen af marts 2020 oplevet tocifrede negative afkast på deres opsparing.

Markederne vendte i takt med at enorme hjælpepakker, der viste både ambition og vilje til at afbøde de økonomiske konsekvenser af sundhedskrisen bedst muligt, blev rullet ud. Samtidig antog nyhedsstrømmen om corona en mere positiv karakter. 2020 rummede således også den kraftigste aktieoptur siden 1930’erne.