Nedsat arbejdstid: Hvordan påvirker det økonomien?
Vi arbejder længere og længere oppe i alderen. Mange gør det med glæde. Men i Velliv oplever vi også, at der er mange seniorer, som ønsker at drosle lidt ned i arbejdstid. Vi har derfor undersøgt de økonomiske konsekvenser ved at reducere arbejdstiden fra 5 arbejdsdage til 4 arbejdsdage.
Vi har kigget på scenarierne for to personer i 60'erne, som planlægger at gå på pension ved folkepensionsalderen:
- en person på 60 år, som vil pensioneres som 68-årig
- en person på 64 år, der ønsker at gå på pension som 67-årig
Eksempel 1: Ændringer i rådighedsbeløb
Går de to personer på nedsat tid – fra en 5-dagsarbejdsuge til en 4-dagsarbejdsuge – falder deres rådighedsbeløb med 16-20 %, afhængigt af deres årsløn og om de fortsat får fuld indbetaling til pensionsordningen eller ej.
En person med en årsløn på 250.000 kr. vil opleve en reduktion i rådighedsbeløbet på 18 %, hvilket svarer til 2.600 kr. mindre om måneden.
Højere indkomster på 750.000 kr. eller 1.000.000 kr. vil opleve en reduktion på 16 %, da topskatten reducerer nedgang i rådighedsbeløbet.
Årsløn | Nedgang i rådighedsbeløb ved fuld pensionsindbetaling | Nedgang i rådighedsbeløb ved nedsat pensionsindbetaling |
250.000 kr. | 18% | 20% |
750.000 kr. | 16% | 20% |
1.000.000 | 16% | 20% |
Eksempel 2: Ekstra arbejdsperiode
For at kompensere for den lavere indbetaling til pensionsordningen, vil den 60-årig skulle arbejde 5-8 måneder længere efter folkepensionsalderen for at sikre sig den samme pensionsformue og dermed de samme pensionsudbetalinger som pensionist.
Den 64-årige vil kun skulle arbejde 2-3 måneder ekstra for at sikre sig den samme pensionsformue.
Alder ved deltid | Ekstra arbejdstid (måneder) |
60 år | 5-8 |
64 år | 2-3 |
Anm: Resultaterne afhænger af størrelsen af pensionsopsparing umiddelbart inden arbejdstiden reduceres. For den 60-årige er antaget en opsparing svarende til 2-4 års løn, og for den 64-årige 3-5 års løn. Desuden er det antaget, at der indbetales 12% af lønnen til pension, en årlig lønstigning på 2 pct., samt et årligt afkast på 4,7 pct. i opsparingsfasen og 3,7 pct. herefter.
”Mange reducerer arbejdstiden for at tilbringe mere tid med børnebørn eller realisere drømme, mens helbredet er godt. Det er ikke omkostningsfrit at gå ned i tid. Det koster på indkomsten, og for nogle vil det også medføre lidt andre arbejdsopgaver. Men sammenfattende viser beregningerne, at skattesystemet i høj grad kompenserer for indkomstnedgangen, hvis man går ned i arbejdstid. Vores beregninger viser også, at de fleste kun skal arbejde ganske få måneder længere for opretholde en uændret pensionsøkonomi resten af livet.”
- Jens Christian Nielsen, Vellivs rådgivningsekspert