Vellivs Cloud first-strategi fangede min opmærksomhed
Vellivs Cloud first-strategi fangede min opmærksomhed
Tværgående Udvikling i Velliv er en multicloud it- udviklingsafdeling, som Jakob Brøckner Jensen har været en del af siden 2021:
”Det er mere reglen end undtagelsen, at jeg føler, jeg har gjort en forskel, når jeg tager hjem. Jeg flytter ikke bare rundt på skakbrikker. Vores arbejde er banebrydende for Velliv og dermed også for kunderne, og vi forsøger hele tiden at være innovative i forhold til Cloud First,” fortæller Jakob Brøckner Jensen, der arbejder som Teknisk Lead for det tekniske team på platformen, N16.
Han fortsætter:
”Mit team sørger for, at fundamentet for vores policesystem er i orden. Vi lægger skinnerne for udviklerne og fjerner forhindringer, så de har den letteste vej til udvikling. Derudover undersøger vi også nye teknologier og har opbakning til at prøve forskellige ting af med risiko for, at vi fejler. Ledelsen har stor tillid til os og er ikke bange for at træffe beslutninger. Det gør det ekstra sjovt at gå på arbejde.”
Skarpe kolleger holder mig til ilden
Selvom Jakob vægter det faglige jobindhold højt, betyder forholdet til kollegerne næsten lige så meget:
”Det er vigtigt for mig at blive udfordret fagligt – og det må man sige, jeg bliver her. Der er mange kloge og skarpe kolleger og en fed faglig sparring, så jeg bliver virkelig holdt til ilden,” fortæller Jakob, der ikke kun sætter pris på kollegernes faglige kompetencer:
”På mange måder er forholdet til mine kolleger blevet til egentlige arbejdsvenskaber. Vi griner sammen og selv på travle dage er der altid plads til smil og en sludder. Og så er der også en stor vilje til at hjælpe hinanden – udsagnet det ved jeg ikke, møder man stort set ikke. Folk forsøger altid at hjælpe!”
Energi til at passe på mig selv
For Jakob er et interessant job og gode kolleger ikke nok i sig selv – han skal også have et rigt fritidsliv:
”Man bliver aldrig færdig med sit arbejde – men man kan vælge at gå hjem. Det er der stor opbakning til i Velliv. Vi har en enorm fleksibilitet og kan langt henad vejen selv tilrettelægge vores hverdag,” fortæller Jakob og fortsætter:
”Personligt identificerer jeg mig ikke med mit arbejde, og det er vigtigt for mig, at jeg har energi til at passe på mig selv og til at dyrke mine fritidsinteresser. Det har jeg i Velliv. Jeg har energi til motion, fritidsaktiviteter, venner og familie og til at lave et sundt måltid mad hver dag. Det gør også, at jeg går glad på arbejde med god gejst hver dag.”
Fakta om Tværgående Udvikling
Tværgående Udvikling er navnet på det organisatoriske område, der har ansvaret for Vellivs IT-platforme og løsninger, og navnet siger også noget om, hvordan vi ser os selv.
Vi sætter nemlig en ære i at være en del af et større hele og arbejde på tværs af faggrænser. Og sideløbende med, at vi udvikler og vedligeholder gode softwareløsninger til Velliv, så arbejder vi hele tiden på at udvikle os selv og blive bedre til det vi gør – sammen!
En af de ting, der gør Velliv enestående, er, at vi er en 100 år gammel finansiel virksomhed, der er gået all in på cloud. Det giver os nogle unikke muligheder, vi først lige er gået i gang med at udnytte. Som teknologi- og udviklingsområde giver det nogle utroligt spændende muligheder.
Vi har et multi-cloud setup med AWS som vores primære platform, men anvender også både Azure og Oracle (OCI), samt en række cloud-baserede SaaS-løsninger som fx Snowflake.
I Tværgående Udvikling bekender vi os til agil udvikling, for vi oplever, at den måde at arbejde på understøtter behovet for hele tiden at blive klogere og medvirker til at skabe øget arbejdsglæde og motivation gennem øget indflydelse.
Og indflydelse er et andet nøgleord for arbejdet i Tværgående Udvikling i Velliv:
Her er højt til loftet i en flad organisation. Det betyder, at der er plads til gode ideer, der kan gøre os endnu bedre til det vi gør - at skabe værdi for Velliv. Vi forventer af hinanden, at vi byder ind med de gode ideer, og at vi skaber plads til at forholde os til dem.
Der er fart på i Velliv generelt, og det kommer også til udtryk i dagligdagen i Tværgående Udvikling.
Der er masser af spændende opgaver i pipelinen og for at sikre, at opgaverne resulterer i gode løsninger, har vi også fokus på, at vi alle er hele mennesker.
Det er kun når vores batterier er ladet op, vi kan levere de resultater, der er efterspurgt af vores kunder – som jo også er vores ejere.