Hvornår kan du få din pension udbetalt?
Et godt råd er at holde øje med din folkepensionsalder. Det har selvfølgelig betydning for, hvornår du kan modtage folkepension, men derudover kan det også have betydning for, hvornår du kan få din egen pension udbetalt. Derudover er et godt råd at bevare de muligheder, som en ”gammel” pensionsordning giver for tidligere udbetaling af pensionen.
Folketinget har igen besluttet at hæve folkepensionsalderen. Det betyder samlet set, at folkepensionsalderen er steget fra 65 år til 67 år i løbet af perioden 2019-2022. Derudover har Folketinget tidligere besluttet at hæve folkepensionsalderen til 68 år med virkning fra 2030, og igen i december 2020 vedtog Folketinget at hæve den med yderligere et år til 69 år med virkning fra 2035.
Derfor stiger folkepensionsalderen
Ændringen af folkepensionsalderen følger af den velfærdsreform, som et flertal i Folketinget gennemførte i 2006, og som blev fremrykket med 5 år med Tilbagetrækningsaftalen fra 2011.
Det bærende princip er, at længere levetid betyder flere år på arbejdsmarkedet. Derfor skal Folketinget hvert femte år træffe beslutning om at hæve folkepensionsalderen med 0, ½ eller 1 år (afhængig af udviklingen i levetiden for 60-årige), som får virkning 15 år senere.
Ændringen i folkepensionsalderen har betydning for, hvornår du tidligst kan begynde udbetaling af din egen pensionsopsparing, da tidligste udbetalingsalder er kædet direkte sammen med folkepensionsalderen.
Sådan tjekker du dine rettigheder
Log ind på velliv.dk/logind for at se, hvornår du tidligst kan begynde at få din pensionsopsparing i Velliv udbetalt.
I Mit Velliv:
Når du er logget ind, klikker du på ”Udbetalinger” i menuen, i afsnittet ”Udbetaling af din pension” kan du se ”Du kan tidligst få udbetalt din pension når du fylder”.
I Netpension:
Når du er logget ind, klikker du på ”Udbetalinger” øverst og derefter på ”?” ud for ”Ved pensionering” i afsnittet om dine udbetalinger.
Er du i tvivl, kan du ringe til os på 70 33 99 99 eller skrive til os her.
Udgivet d. 27. 1. 2021