Velliv er til stede for at gøre vores kunders stemme gældende, og fordi vi tror på samarbejde og værdiskabelse på den lange bane. I en verden præget af stor usikkerhed må vi sætte lys på det, der giver mening og værdi – samt inspirere flere til at finde holdbare løsninger. Vi er her for at påvirke, søge indflydelse samt styrke vores tilgang til afkast og bæredygtig udvikling. Velliv vil medvirke til at skabe og accelerere bæredygtig forandring og understøtte virksomheders transition. Vi ønsker at bidrage positivt til kunders klimamål og konkurrenceevne både som investor og som pensionsleverandør samt påvirke vores egen værdikæde til at gøre det samme.
Vi udøver aktivt ejerskab for at minimere risici i vores investeringer og for at øge værdien. I dialogen med vores kapitalforvaltere taler vi derfor både om, hvordan vi bedst muligt kan fastholde fokus på målene i Parisaftalen samtidig med, at vi skaber attraktive langsigtede afkast for kunderne.
Den politiske situation har ændret sig
Den højspændte politiske stemning i USA og den åbenlyse modstand imod ESG fra den nuværende amerikanske administration har gjort det sværere for investorer at vurdere hvordan mange amerikanske selskaber og kapitalforvaltere håndterer ESG og bæredygtighed. Først og fremmest er der mange selskaber som nedtoner deres eksterne kommunikation om bæredygtighed for at undgå at komme i negativt lys hjemme i USA. Der er trusler om bøder, retssager og tab af den amerikanske stat som kunde på bordet. Desuden kan man som investor frygte at de amerikanske selskaber ikke gør så stor en indsats for bæredygtighed som tidligere, når presset fra omverden aftager. Det gælder især indsats og investeringer i den grønne omstilling efter den amerikanske administration har trukket USA ud af Paris-aftalen og ændrer regulering og incitamentssystemer på det grønne område. Hvilket efterlader investorer som Velliv med spørgsmålet om praksis er lavet om eller selskaberne bare holder lav profil.