Sådan gør du, hvis du ikke har fået fradrag for alle dine pensionsindbetalinger
På mandag åbner Skattestyrelsen officielt for årsopgørelserne for 2024. Her får nogle danskere sig en uventet ekstraregning, når de åbner deres årsopgørelse, fordi de ikke har fået fradrag for alle deres pensionsindbetalinger. Heldigvis er der hjælp at hente.
Normalt vil dit pensionsselskab sørge for, at overskydende indbetalinger til en ratepension udover rateloftet på 63.100 kr. (2024) automatisk bliver overført til en livsvarig pension, hvor alle indbetalinger er fradragsberettigede.
Der er et par tilfælde, hvor det ikke sker automatisk. Det er:
- Hvis du har skiftet job i løbet af året, kan du have indbetalt til ratepensioner i flere pensionsselskaber og dermed overskredet indbetalingsloftet på 63.100 kr.
- Hvis du både sparer op til pension i et pensionsselskab og i en bank, kan du samlet set have fået indbetalt mere end 63.100 kr., hvis ikke dit pensionsselskab har fået besked om, hvor meget du sparer op i banken.
Sådan ser du, om du har indbetalt for meget til din ratepension
Har du betalt mere end loftet på 63.100 kr. til ratepension, vil det stå som et opmærksomhedspunkt øverst på din årsopgørelse sammen med din overskydende skat eller restskat.
For at rette op på, at der er blevet indbetalt for meget til ratepension, skal du hente og udfylde denne blanket fra Skattestyrelsen. Blanketten skal du sende til os sammen med en oversigt over dine indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede og evt. private pensionsordninger. Du henter disse oplysninger på www.tastselv.skat.dk - se efter punktet ”Skatteoplysninger”, når du er logget ind. Send os kun de informationer, der omhandler indbetaling til pension.
Når du har gjort det, kan vi flytte det overskydende beløb fra din ratepension til en livrente. På den måde får du fuld fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingen. Vær opmærksom på, at vi desværre ikke kan hjælpe dig, før du har udfyldt blanketten fra Skattestyrelsen og sendt den til os sammen med skatteoplysningerne.
Du kan finde yderligere hjælp til, hvordan du udfylder blanketten fra Skattestyrelsen her.
Har du indbetalt til en privat ratepension – fx i din bank? |
Skattereglerne siger, at man altid skal korrigere i indbetalingerne til en privatoprettet ratepension først, hvis sådan en findes. Det gælder fx, hvis du sparer op til pension op i din bank eller stadig indbetaler til en pensionsordning i et andet selskab end der, hvor din nuværende arbejdsgiver har valgt at have en pensionsaftale. Hvis du har indbetalt for meget, kan du vælge at overføre det overskydende beløb til en livrente. Når din ordning er en privattegnet ratepension, har du også mulighed for at få tilbagebetalt det overskydende beløb. Kontakt det selskab eller en bank, hvor du har din private pensionsopsparing, for at få hjælp. Du angiver, hvilken af de to muligheder, som du ønsker, når du udfylder blanketten fra Skattestyrelsen. Blanketten skal sendes til den bank eller det pensionsselskab, hvor du har din private ratepension, sammen med en oversigt over dine indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede og evt. private pensionsordninger. Du henter disse oplysninger på www.tastselv.skat.dk - se efter punktet ”Skatteoplysninger”, når du er logget ind. Send kun de informationer, der omhandler indbetaling til pension. |