Årsregnskab 2024: Solidt resultat, fortsat høje indbetalinger og gode afkast til kunderne
Vellivs administrerende direktør Kim Kehlet Johansen udtaler i forbindelse med regnskabet:
"Som kundeejet pensionsselskab er kunderne altid i fokus. Derfor er jeg glad for, at kunderne i 2024 fik 28,4 mia. kr. i afkast, rekord for Velliv. Samtidig er jeg stolt og ydmyg over, at vores kundetilfredshed blandt medarbejderne hos vores firmakunder er markedets højeste, særligt fordi det er vores rådgivning og kommunikation, der driver førstepladsen. Vi leverer et resultat efter skat på 699 mio. kr., svarende til tilfredsstillende 15,3 pct. i egenkapitalforrentning. Derfor kan vores kunder også i maj 2025 forvente at modtage en kontant bonus fra Velliv Foreningen. Det understreger den unikke værdi af vores forretningsmodel og ejerskab", udtaler adm. direktør Kim Kehlet Johansen i forbindelse med regnskabet.
Regnskabet i hovedtal
- Indbetalinger i alt på 34,2 mia. kr. (34,1 mia. kr. i 2023)
- Resultat efter skat på 699 mio. kr. (930 mio. kr. i 2023)
- Resultat af syge- og ulykkesforsikring på -588 mio. kr. (-581 mio. kr. i 2023)
- Samlet kundeafkast på 28,4 mia. kr. (23,4 mia. kr. i 2023)
- Gennemsnitlig ÅOP, VækstPension Index, 0,47 pct. (0,48 pct.) og VækstPension Aktiv 0,99 pct. (1,05 pct.)
- Omkostningsprocent af hensættelser på 0,34 pct. (0,39 pct. i 2023)
Hør mere om resultatet fra adm. direktør Kim Kehlet Johansen her:
Endnu et år med topafkast fra VækstPension Index
Vellivs kunder fik sidste år et samlet afkast på mere end 28 mia. kr. – det er det højeste afkast i Vellivs historie. Med et kundeafkast på 13,9 pct. for kunder med mellem risiko og 15 år til pension placerede VækstPension Index sig helt i toppen af det kommercielle pensionsmarked. VækstPension Index har både på kort og langt sigt leveret et afkast, der ligger blandt de absolut bedste i branchen. De stærke afkast og markedets laveste omkostninger (ÅOP udgør 0,47 pct.) er de primære årsager til, at mere end 60 pct. af nye midler placeres i VækstPension Index. VækstPension Aktiv og VækstPension Aftryk gav i 2024 et afkast på henholdsvis 11,2 og 11,0 pct. Investeringsomkostningerne (ÅOP) i VækstPension Aktiv faldt fra 1,05 pct. i 2023 til 0,99 pct. i 2024, og for 2025 vil ÅOP falde med forventeligt yderligere ca. 8 pct.
Flere danskere rammes af langvarig sygdom
Et stigende antal danskere rammes af langvarig sygdom. Antallet af danskere med nedsat erhvervsevne og helbredsbetinget tilbagetrækning udgør nu 490.000. Det er en stigning på ca. 20 pct. i perioden 2020 til 2024. Den udvikling rammer også vores kunder, hvor 2024 desværre igen viste flere syge.
Velliv vil være en aktiv medspiller i at vende udviklingen på sundhedsområdet. Forebyggelse er derfor en indsats, som Velliv investerer stadigt mere i. Derfor investerer vi målrettet i løbende at uddanne mere end 2.000 sundhedsambassadører blandt vores firmakunder, ligesom vores sundhedseksperter hjælper med at holde flere og flere syge kunder i hånden gennem et skræddersyet forebyggelses- eller behandlingsforløb på kundens præmisser. Samtidig fastholder vi vores fokus på de klassiske Velliv-kendetegn, såsom nærvær og omsorg.
Hør mere om Vellivs sundhedstiltag fra sundhedsdirektør Julie Engelund Sander herunder:
Vi ser også frem til at lancere en helt ny sundhedsforsikring til sommer, som yderligere styrker vores sundhedstilbud.
Læs mere om udviklingen i Velliv
- Velliv har de mest tilfredse medarbejdere hos firmakunderne: Velliv ligger nummer 1 i Aalunds Pensionsbarometer
- Vellivs investeringer gør en forskel i verdens lunge: Ta’ med i regnskoven: Investeringer, der gør en forskel
- Snart kan man bo i Vellivs nye generationsfællesskab: Naboliv - fællesskab mellem generationer